Spejder er store oplevelser, fællesskab, sug i maven, sved på panden og selvtillid resten af livet. Det kan du nu opleve, når vi d. 11. maj 2025 holder Spejderdag fra kl. 10:00 -13:00, og inviterer alle med til spejderaktiviteter i 2. Herlev spejdergruppe. På Spejderdag har børn og deres voksne mulighed for at komme på besøg i vores spejdergruppe og se, høre og opleve, hvordan det er at være spejder. I 2. Herlev spejdergruppe lægger vi vægt på leg, kammeratskab og udeliv. Vi har spejdere i alle aldre fra 6 år og op.
Spejderdagen bliver både sjov, udfordrende og hyggelig. Du skal prøve kræfter med forskellige spejderfærdigheder som at lave bål, snobrød, snitte, løse koder, binde knob og så skal du lege og ha’ det sjovt med andre børn og gruppens ledere. Når dagen er omme, har du helt sikkert lært noget nyt – og fået nye venner undervejs.
Tag tøj på efter vejret, for vi kommer til at være udenfor hele dagen.
Vi glæder os til at byde jer velkommen til spejder.
